Rigtig mange mekanikere antager, at der altid skal anvendes smøremiddel i forbindelse med udskiftning af udrykkerlejer. Men det skal der ikke - og mange reklamationer kunne undgås, hvis en ret enkel huskeregel efterleves.
Der findes i hovedreglen tre forskellige typer udrykkerlejer:
- Udrykkerlejer med metalbøsninger
- Udrykkerlejer med plastbøsninger
- Udrykkerlejer med PTFE-bøsninger (Polytetraflourethylen (teflon))
Det er KUN udrykkerlejer med metalbøsninger, der skal påføres smøremiddel.
Afhængig af bilmodel, skal der anvendes forskellig fremgangsmåde ved udførelse af vedligeholdelses- og reparationsarbejde – se derfor ALTID bilproducentens anvisninger. Under alle omstændigheder skal følgende punkter overholdes:
- Undersøg udrykkerlejet, udrykkergaflen og styrebøsningen for slid inden installationen. Udskift beskadigede dele
- Fjern smuds fra udrykkerlejehuset og fra styrebøsningen
- Hvis udrykkerlejet er lavet af metal (fig. 1), skal der påføres smøremiddel
- Brug det smøremiddel, der er anbefalet af bilproducenten. Hvis der ikke foreligger nogen anbefaling, kan Castrol Olista Longtime 1 eller 2 bruges som smøremiddel
- Plasthuse (fig. 2) eller PTFE (polytetrafluorethylen) belagte huse (fig. 3) bør aldrig smøres
Figur 1: Udrykkerlejer med metalbøsninger SKAL påføres smøremiddel
Figur 2: Udrykkerlejer med plastbøsninger SKAL IKKE påføres smøremiddel
Figur 3: Udrykkerlejer med PTFE-bøsninger SKAL IKKE påføres smøremiddel