Udgivet - 2013

Frisk start på et nyt arbejdsliv!

Corporate news

Grundlæggende handler Corporate Social Responsibility (CSR) om at virksomheder handler globalt og samfundsmæssigt ansvarligt, for eksempel ved at tage hensyn til menneskerettigheder, sociale vilkår, arbejdsforhold, miljø, klima etc.

Hos Triscan prøver vi på alle måder at leve op til vores sociale ansvar. Én af måderne er ved at agere som et virksomhedscenter. Og hvad er så det?

Et virksomhedscenter kan oprettes af en privat eller offentlig virksomhed efter aftale med jobcentret. Virksomhedscentre er en velafprøvet metode til at få flere af de ofte svageste ledige ud på en rigtig arbejdsplads. I et virksomhedscenter bliver de ledige (kandidater) afklaret i et virksomhedsforløb, hvor der undervejs i forløbet også arbejdes med personens øvrige udfordringer. Virksomhedscentre gør op med den hidtidige praksis, hvor ledige med andre udfordringer end ledighed skal gøres klar til arbejdsmarkedet, før de kommer i praktik på en virksomhed.

"Samtale mellem mentor og kandidat foregår altid i rolige og hyggelige omgivelser"

— Jørn Kim Jensen, Servicekoordinator og mentor

Jørn Kim Jensen, servicekoordinator hos Triscan, fungerer som mentor i firmaets virksomhedscenter. Han har ansvaret for kandidaterne og er dagligt i tæt dialog med dem alle. ”Hos Triscan arbejder kandidaterne på lige vilkår med virksomhedens øvrige medarbejdere. De får rigtige arbejdsopgaver og oplever hvordan det er at være en del af et team: hvilke forventninger, muligheder og krav vi har som arbejdsplads.”

De enkelte kandidater kommer med vidt forskellige baggrunde, har måske fysiske, psykiske og/eller sociale problemer at slås med, sprogvanskeligheder etc., og har ofte brug for andre arbejdsvilkår, det være sig nedsat arbejdstid, tempo, pauser o.a. Her bliver der taget hensyn til den enkelte kandidat og dennes behov.

 

Én af arbejdsopgaverne består i at emballere og gøre produkter klar til lageroplægning

 

”Vi har efterhånden en del succes-historier i forbindelse med vores virke som virksomhedscenter”, fortæller Jørn Kim Jensen. ”Rigtig mange har haft et utroligt positivt og lærerigt forløb hos os – flere har endda været så kede af ikke at skulle være her mere, at de stadig kigger forbi i ny og næ. Det er vi selvfølgelig meget glade for - for så ved vi at vi gør noget rigtigt. Men det vigtigste for os er, at de får en frisk og god start på et forhåbentligt langt arbejdsliv ”.

Ikke så sjældent fastansætter Triscan selv kandidaterne. Erfaringen med at etablere et virksomhedscenter i virksomheden må siges at have båret frugt: det er til gavn for både kandidat og virksomhed.