Den 12. august 2026 trådte EU's nye emballageforordning, Packaging and Packaging Waste Regulation (PPWR), (EU) 2025/40, i kraft. Samtidig har vi besluttet at indføre et nyt emballagedesign, hvilket gør det meget enkelt for vores kunder at afgøre, hvorvidt der er tale om emballage, der skal leve op til forordningen. Vi kan derfor også allerede nu meddele, at Triscan er compliant med forordningen.
Hvad handler PPWR om?
PPWR er EU's svar på, at emballage i dag står for en stadig større del af affaldsmængden i unionen. Forordningen stiller nye krav til, hvilke materialer og stoffer emballage må indeholde, og til hvor genanvendelig den er. For papir- og papemballage betyder det blandt andet krav til fiberindhold, lim, tryksværte og overfladebehandling, mens plastemballage skal dokumenteres på type af polymer, genanvendt indhold og eventuelle tilsætningsstoffer. Fælles for al emballage er desuden en grænseværdi for tungmetaller: summen af bly, cadmium, kviksølv og seksværdigt krom må ikke overstige 100 mg/kg.

Det centrale krav er, at al emballage produceret efter den 12. august 2026 skal ledsages af en såkaldt Declaration of Compliance (DoC) — en dokumentation, der bekræfter, at emballagen lever op til forordningens krav.
Sådan har vi grebet det an
Vi har allerede været i dialog med vores leverandører og bedt dem om at levere den nødvendige dokumentation for al emballage, de producerer til os fra og med skæringsdatoen. På den måde sikrer vi, at hele vores emballagekæde er dækket, og at vi kan stille den fornødne dokumentation til rådighed, hvis I efterspørger den.
Samtidig har vi grebet lejligheden til at introducere et nyt og mere fleksibelt emballage- og labeldesign, som lanceres samme dag som forordningen træder i kraft. Det nye design gør det let at se, hvornår en given emballage er produceret efter de nye regler.

Da både vi og vores leverandører lovligt må bruge eksisterende lagerbeholdning af emballage produceret før den 12. august 2026, skal I ikke blive overraskede, hvis I i en overgangsperiode fortsat modtager varer i det nuværende design. Det er helt som forventet, og der er ingen grund til bekymring — det nye design vil gradvist erstatte det gamle, i takt med at lagrene omsættes.
Hvad betyder det for jer?
For jer som kunder betyder det først og fremmest, at I ikke behøver at foretage jer noget. Det nye design er en visuel markør, I efterhånden vil begynde at se på hylderne, og det er samtidig jeres garanti for, at emballagen lever op til de nye EU-krav.
Vi følger løbende op på, at både vi selv og vores leverandørkæde lever op til kravene, og vi retter til, hvis vi undervejs opdager afvigelser.
Læs mere
Al relevant information om Triscan og PPWR-compliance er tilgængelig på www.triscan.dk/ppwr.
Har du spørgsmål til det nye design, dokumentationskravene eller overgangen i øvrigt, er I altid velkomne til at skrive til marketing@triscan.dk.