Det er ikke så længe siden at 47-årige Clemens Wirries, der oprindeligt er fra Tyskland, startede i vores danske kundecenter i Brabrand ved Aarhus. I kundecenteret modtager kollegerne opkald fra kunder i 41 lande - og selvom man kommer langt med at kunne tale engelsk, tysk og dansk, er det selvfølgelig dejligt, hvis man taler flere sprog.
Her er Clemens noget ganske særlig – og ifølge ham selv lidt af en nørd. Kollegerne i kundecenteret hørte efter kort tid nemlig også Clemens tale svensk, hollandsk og fransk! Men hvordan er det kommet dertil, at Clemens taler så mange sprog? Født i den nordtyske by Kappel ved Slien (Kappeln an der Schlei) - og inspireret af familiens relationer til danske venner bosat i Tyskland, men også tyske venner bosat i Danmark, gik Clemens allerede som ung i gang med at lære sig selv dansk. Siden er flere sprog kommet til, og udover dansk, engelsk og tysk er Clemens især stærk i de nordiske sprog, herunder også en smule færøsk og islandsk.
Fra Georg-August-Universitetet i Göttingen, har Clemens en magister i historie, statskundskab og nordisk filologi. Som nyuddannet fik han arbejde som arkivar i Berlin, derefter i landdagen i Niedersachsen samt som højskole- og aftenskolelærer.
For snart fem år siden besluttede Clemens imidlertid at flytte til Danmark, hvor han har arbejdet hos Novasol (sommerhusudlejning) og senere som IT-kundeservicemedarbejder hos Visiolink (apps for e-aviser). Sideløbende har Clemens også arbejdet med freelance journalistik, hvor han senest har skrevet et portræt om Randers, hvor han i øvrigt selv bor.