Udgivet - 2024

Wibotec er flyttet ind og har vind i sejlene

Corp news

I slutningen af november sidste år flyttede Wibotec fra deres domicil i Silkeborg og ind til vores hovedkvarter i Brabrand. Indflytningen forløb problemfrit og lige fra starten har der været stor synergi. Ligesom for Triscan’s vedkommende har Wibotec vind i sejlene med stor kundetilgang og interessante projekter i pipelinen. 

Salgsfremgang over hele linjen
På salgssiden kan Wibotec både notere sig fremgang på det nationale og internationale salg. Der arbejdes på flere interessante projekter, for hvilke sløret ikke kan løftes endnu. Særligt i forhold til det internationale salg, har det lige fra starten været en stor fordel at have Triscan’s salgsorganisation i ryggen. Den fysiske nærhed, har styrket forholdet yderligere - og når det giver mening - gjort det ekstra nemt at inkludere Wibotec i Triscan’s kundebesøg.

Ekstra ressourcer til markedsføring
Siden Triscan blev medejere af Wibotec tilbage i 2021, har Triscan’s marketingafdeling udført mange af de opgaver der knytter sig til markedsføringen. Med den øgede aktivitet, har det været nødvendigt at tilføre flere ressourcer. Det er sket i form af at Maria Ellyton, er blevet ansat i en deltidsstilling og hvor hun primært arbejder med Wibotec relaterede opgaver.

Marketing Assistent, Maria Ellyton, Wibotec A/S 
Marketing Assistent, Maria Ellyton, Wibotec A/S

Indkøbsforbedringer på flere områder 
Ligesom på salgssiden, har den fysiske nærhed også haft en positiv indvirkning på indkøbssiden. Gennem samarbejdet med Triscan’s produkt- og indkøbsafdeling, har Wibotec opnået gode resultater. Der er ikke alene opnået indkøbsbesparelser, men også produkt- og kvalitetsforbedringer, der i sidste ende kommer brugerne til gode. 

Større fleksibilitet i produktionen
Flere af Wibotec’s produkter – herunder de forskellige sæt til reparation – samles af Wibotec’s egne medarbejdere. Når kapaciteten ikke rækker, er der oftest hjælp at få fra Triscan’s produktionsenhed og dets medarbejdere, der er placeret lige ved side af Wibotec’s produktionsfaciliteter. 

Produktion, Wibotec A/S

Akademi for både traditionel og online undervisning
Udover at have overtaget showroomet, som var indrettet til Wibotec’s produkter hos Triscan, er der også blevet indrettet et undervisningslokale. Lokalet er indrettet på en sådan måde, at det både egner sig til traditionel, men også online undervisning. 

Om Wibotec
WIBOTEC tilbyder det mest omfattende udvalg af state-of-the-art systemer og værktøjer til reparation og udskiftning af autoglas. Alle Wibotecs opfindelser er udviklet, designet og testet sammen med specialister i autoglasindustrien. Wibotecs produktprogram markedsføres under navnet Wibotec, CobraXpro og i private label brand.