Udgivet - 2021

Vejen fra mekaniker til salgssupport har været spændende og lærerig

Corporate news

På en solskinsrig forårsdag har vi sat Niels Søgaard stævne for at tage en lille snak om det at arbejde for Triscan. Niels arbejder til dagligt som salgskoordinator i Triscans salgssupport - Og hvorfor så lige Niels? Niels nærmer sig sit 35-års jubilæum senere på året og vi er lidt nysgerrige på, hvad det er der gør, at man bliver så mange år i det samme firma.

”Det var egentlig lidt tilfældighedernes spil at jeg endte hos Triscan. Jeg er i tidernes morgen udlært som mekaniker hos Nissan i Randers. Jeg søgte på et tidspunkt nye udfordringer - en bekendt med grossist-firma i Randers handlede med Triscan – eller Tridon, som det jo faktisk hed dengang. Det kom den daværende Tridon-konsulent for øre at jeg søgte andre græsgange. Han mente bestemt, at jeg skulle svinge forbi Tridon. Dengang var det ikke unormalt, at man bare droppede forbi med en uopfordret ansøgning”, siger Niels Søgaard.

Tridon blev starten på et langt bekendtskab
Som sagt så gjort. Niels begyndte således sin karriere hos Tridon, som dengang havde til huse på Kringelled i Egå. Han startede i varemodtagelsen, senere rykkede han til forsendelsen og på et tidspunkt fik han mulighed for at blive en del af Kundeservice centeret. Udover den daglige kundekontakt, havde han også ansvaret for returvarer og reklamationer – her kom hans mekaniker know how ham virkelig til gode. Han var også tilknyttet Produktafdelingen med opdatering af produktdata samt indkøbsdisponering. Efter en årrække med kundeservice, bød der sig en mulighed for at komme til supportafdelingen. 

Support til kolleger og kunder
”I starten arbejdede jeg mest med prissætning i Danmark og Tyskland hvilket foregik i samarbejde med sælgerne. Det har sidenhen udviklet sig til, at jeg i dag har ansvaret for prissætning/tilbudsgivning og analysearbejde i Danmark og Sverige. Jeg supporterer både sælgerne i Danmark og Sverige, men også de mange kunder jeg taler med dagligt. Vi vil gå langt for vores kunder og sætter en ære i at yde en god support. Det er jo det vi er til for – dertil skal også siges, at vi gennem årene har haft nogle gode og helt utroligt loyale kunder – der er nærmest knyttet familiære bånd. Mange relationer går da også langt tilbage og ikke så få gange krydses vore veje på messer, ved diverse kundearrangementer og udlandsture. Dét at vi er ”tæt på” og hurtigt kan løse et ”problem” tror jeg helt klart også har været med til at give den gode og nære relation”.

To dage er aldrig ens
”Én af grundene til at jeg stadig er hos Triscan er, at det aldrig har været kedeligt. Hverken det daglige kontorarbejde eller samtalerne med kunderne. Jeg har hele tiden følt, at der er sket en udvikling – både firmamæssigt men bestemt også personligt. Triscan har en ret flad organisation – vi kender alle hinanden og der er ikke langt fra tanke til handling hvilket helt klart har sine fordele. Og det at man kan være med til at påvirke de forskellige arbejdsprocesser og derved have stor indflydelse på ens egen hverdag er en anden grund”, fortæller Niels og fortsætter ”Triscan er en moderne virksomhed i konstant bevægelse, og jeg synes, at vi er gode til løbende at tilpasse os nye muligheder i markedet. Det internationale salg er vokset markant igennem årene og det har været - og er stadig - utrolig spændende at være en del af”.

Lidt af en bedrift…
Inden længe har du som nævnt 35-års jubilæum – det er da lidt af en bedrift? ”Nu er jeg jo langt fra den eneste jubilar her hos Triscan – dem har der faktisk været en del af gennem tiden. Det er sket, at medarbejdere har søgt andre græsgange for derefter at komme tilbage igen. Om det er de dygtige og engagerede kolleger, sundhedsforsikring, pensionsordning, frokostordning eller nogle af de andre goder der ligger til grund for det, skal jeg lade være usagt” siger Niels smilende og fortsætter ”jeg kan kun tale for mig selv, men jeg tror bl.a. at mulighederne for at udvikle sig inden for firmaet har en stor del at sige. Jeg er jo selv et ganske godt eksempel på, at det ikke skader at ”komme en tur rundt i firmaet” - det man lærer, er der jo ingen der kan tage fra én”.

Niels
Et kig tilbage i tiden – Niels Søgaard med nye Tridon-kataloger (1993-1994)


De gode kolleger og ”Triscan -ånden”
”Og så skal man bestemt ikke glemme kollegerne – hos Triscan er vi lidt som en ”lille familie” – der er en god og uformel tone med højt til loftet og masser af humor – et godt og socialt arbejdsmiljø med engagerede og hjælpsomme kolleger. Her er plads til alle uanset køn, race, tro og færdigheder. Vi har ofte talt om ”Triscan-ånden” – det er lidt svært at forklare, men det kan nok mest af alt betegnes som det sammenhold, der er i firmaet. Nu har 2020/2021 jo været ret speciel med corona og alle de restriktioner det har medført. Men ellers er vi et firma, der er meget socialt anlagt. Der er meget stor tilslutning til vores årlige julefrokost, hvor vi nyder en aften ude af huset med god mad, fest og dans i skønne omgivelser – på tværs af alle afdelinger. Og igennem vores Personaleforening Spændebåndet* ses vi også en del efter arbejdstid”, fortæller Niels. 
”Jeg sætter personligt stor pris på den daglige sparring med kolleger på tværs af afdelingerne. Samtidig er det dejligt, at der også er plads til at man kan arbejde hjemmefra, hvis jobopgaverne kræver lidt mere ro til fordybelse. Fleksibiliteten i selv at kunne planlægge en arbejdsuge betyder meget – Frihed under ansvar. Det er med til at gøre, at man har lyst til at tage på arbejde hver dag”, siger Niels.

infoboks