Triscan sponserer lovende VM-gymnast

Den kun 18-årige gymnast Sarah El-Dabagh fra Vejlby Idræts Klub (VIK) var lykkelig for at blive udtaget til VM i idrætsgymnastik. Men glæden over at være udtaget blev overskygget en smule. VM 2014 blev afholdt i Nanning i Kina – og hun skulle selv afholde en stor del af udgifterne. Og disse penge var svære at finde. Derfor så hun sig nødsaget til at lede efter sponsorer.

Danmarks Gymnastik Forbund (DGF) har et meget begrænset budget på 118.000,- til rådighed til de kvindelige eliteudøvere – beløbet rækker kun næsten til at aflønne landstrænere og til gymnastikdragter. Som gymnast skal man selv betale næsten alle udgifter ved deltagelse i internationale konkurrencer – og Sarah har i 2014 også måttet betale for at komme med til EM i Bulgarien samt NM i Sverige.

Hvorfor ikke bare tage et fritidsjob? Som 3. års studerende på gymnasiet – og med 20 timers træning om ugen, ja så har der ikke været meget mere tid at tage af. Og at deltage i et VM er bestemt ikke billigt. Der er meget lidt støtte til fly, hotel og forplejning – og disse penge skulle Sarah altså derfor selv ud for at skaffe.

”Jeg blev kontaktet af Sarah, som fortalte om hendes situation i forbindelse med dette års VM”, siger adm. direktør John B. Iversen, Triscan a/s, og fortsætter ”Vi ved, at mange elite-udøvere virkelig knokler benhårdt for at nå til tops - og ofte samtidig med, at de har fuldtidsjob eller -studie ved siden af. Det kan være rigtig svært at få enderne til at nå sammen. Sponsorater er ellers ikke noget vi praktiserer. Men i dette tilfælde har vi altså valgt at støtte en meget lovende, ung gymnast, som i værste tilfælde havde måttet se sig nødsaget til at melde afbud til VM - og det ville da være rigtig ærgerligt".

 

Sarah El-Dabagh opnåede den højeste danske score i ”spring over hest ” ved VM i Idrætsgymnastik 2014, som blev afholdt i Nanning i Kina, den 3. - 12. oktober.
 

Sarah El-Dabagh blev i foråret 2014 dansk mester i favoritdisciplinen ”øvelser på gulv”. I september 2014 blev hun sammen med det danske landshold nr. 2 i holdkonkurrencen ved de Nordeuropæiske Mesterskaber i Greve - den første nordeuropæiske holdmedalje, der nogensinde er blevet vundet inden for dansk kvindelig idrætsgymnastik.