Triscan satser stort

Triscan søsætter nu fase 2 af selskabets nye strategi, som omfatter flere optimeringstiltag, herunder en endnu højere kapitalisering i lagrene.

"I den kommende tid iværksættes en lang række tiltag, der skal gøre Triscan til en endnu stærkere salgsorienteret virksomhed", udtaler Triscans CEO John B. Iversen og fortsætter: ”Salgsafdelingen kommer i "frontline" og vi kommer til at lytte endnu mere og reagere endnu hurtigere på de signaler, der kommer udefra”. Til understøttelse af dette tiltag etablerer Triscan sit eget "Triscan Kompetence Center". Her er der tale om et administrativt kraftcenter, hvor kunderne vil komme til at mærke endnu hurtigere reaktionstider på pris-, indkøbs- og produktrutiner.

De seneste par måneder - og i den kommende tid - udvider vi på mindre komplementerende produktgrupper til understøttelse og styrkelse af nogle af vores større varegrupper", understreger John B. Iversen. ”Vi vil gå fra at være en god og pålidelig niche leverandør, til at blive en udpræget specialist. Med få, men vigtige, hovedprodukt grupper, afdækkende cirka 60.000 varenumre, er vi klædt på til at løfte leveringsgraderne endnu højere op. Vi arbejder derfor p.t. med mange parameter- justeringer, hvilket vil sikre og tilfredsstille aftagerne endnu bedre.

Med den rette strategi og det rigtige team er det nærmest kun IT- og systemmæssige udfordringer, der kan gå hen og blive en stopklods, men ikke for Triscan: "Maskinrummet her er fantastisk. De sidste par år er der blevet investeret i de rigtige IT- og systemløsninger. I den kommende tid vil vi arbejde på at få maskinrummet top tunet og udnyttet maksimalt”.

Triscan's vækstplaner er tocifrede og skal medvirke til at selskabet kan blive en endnu bedre leverandør i både Danmark og udlandet. "Vi har ingen intentioner om at lave det fundamentale om, men vi skal blive bedre til at linke produkt-undergrupper og styrings-systemer til det vi i dag står for", slutter John B. Iversen. Ud over Danmark satses der kortsigtet på markant vækst i specielt Tyskland, Finland, Norge, Sverige og Irland.