Erhvervsbladet Børsen, logistik, af Oskar Lund den 19. april 2012
Triscan investerer i effektiv logistik
Den ejerledede århusianske leverandør af reservedele til det europæiske marked Triscan A/S har investeret 6 mio.kr. i en ny tilbygning til sit eksisterende lager. Investeringen har øget effektiviteten så meget, at den forventes at være forrentet i løbet af fire-fem år.
Både på top- og bundlinjen har vi haft en gennemsnitlig årlig vækst på 10-12 pct. siden 2004. Derfor har vi hurtigere end forventet fået brug for mere lagerplads. Det har vist sig at være en fornuftig investering”, siger Morten Hallum, logistik- og it-direktør i Triscan.
Aarhus-virksomheden er grundlagt i 1976, men i 2004 overtog de fem nuværende ejere Triscan i et management buyout. Morten Hallum er en af de frem ejere. Samtidig med overtagelsen flyttede virksomheden fra Egå nord for Aarhus til forstaden Brabrand i dobbelt så store lokaler.
Med den nye lagerbygning på 1.660 kvadratmeter råder Triscan nu over ca. 10.000 kvadratmeter i Aarhus, hvortil kommer et lager på 2.000 kvadratmeter i Glostrup ved København og 2.500 kvadratmeter i Hagen i Tyskland.
Den nye lagerbygning har øget plukspeed – eller den fart, hvormed varerne hentes ned fra hylderne – med ca. 40 pct. i forhold til tidligere. Desuden er antallet af pluk fra fjernlager reduceret fra ca. 2.000 til 200 om ugen.
”Den ekstra fysiske plads har ganske enkelt forøget vores effektivitet på lageret med 25-30 pct. sammenlignet med før. Derfor forventer vi også, at investeringen vil være tjent hjem i løbet af fire-fem år”, forklarer Morten Hallum.