Forstærkede styretøjsdele eller ej?

 

Flere af det frie eftermarkeds styretøjsleverandører har efterhånden fået opbygget et program af forstærkede styretøjsdele. Alternativerne udvikles, når det viser sig at levetiden for det originale design ikke lever op til hvad man burde forvente. Det lyder jo meget smart, men er det nu også det - og hvordan forholder vi os hos Triscan til emnet?

For at belyse emnet er det vigtig at kende til udviklingsprocessen for en styretøjsdel. Styretøjsdele indgår i en kompleks sammenhæng med styretøjets, men også hjulophængets og transmissionens dele. Dimensioneringen af den enkelte styretøjsdel – herunder fysiske dimensioner og materialevalg – tager udgangspunkt i de belastninger, som delen forventes at udsættes for af styretøjets andre komponenter samt hjulophænget og transmissionen. Delen konstrueres som en 3D CAD-model, der efterfølgende udsættes for FEM (Finite Element Method) beregninger/simulering, hvorved man sikrer sig, at dimensioneringen er korrekt. Denne fremgangsmåde benyttes for samtlige enkeltdele, men også for det komplette system. Med denne fremgangsmåde kommer man så tæt på den virkelige verden som muligt. Og samtidig sikrer man sig, at sandsynligheden for at de enkelte dele også klarer de efterfølgende fysiske tests er stor.

Det er derfor også uundgåeligt, at man ændrer det samlede systems dimensionering, når man ændrer en enkelt dels fysiske dimensionering. Kræfter og vibrationer, der over tid kan virke ødelæggende på en enkelt komponent, afsættes med stor sandsynlighed andetsteds, hvis denne komponent forstærkes. Idet dele til styretøj og hjulophæng hører til i kategorien af sikkerhedskomponenter, vil det - alene af den grund - give god mening at stille sig selv spørgsmålet: Er der fortaget det meget omfattende og bekostelige arbejde med at teste, om den konstruktionsmæssige ændring får nogen betydning for systemets andre komponenter og findes der dokumentation herfor? 

Det er naturligvis også interessant at finde ud af, hvor gode de forstærkede dele er. Er der nogen forskel? Hvor meget bedre er de? Vi har ikke kunnet finde nogen uvildig dokumentation på dette, og det er naturligvis også en meget omfattende og næsten umulig opgave at nå i mål med. 
 

En test
Vi har derimod med udgangspunkt i to referencer, der på eftermarkedet af flere leverandører tilbydes i en særlig forstærket udgave udført sammenlignende tests mellem OES-, forstærkede, standard og Triscan dele på en lang række parametre. Der er tale om følgende to stabilisatorstænger til henholdsvis PSA og VAG.

  PSA VAG
 OES 5057* (50, 57, 62,   64, 77) 6Q0 411 315* (A, C, D, F, G, J,       L, M, N, P)
 Standard   udførelse Konkurrent Konkurrent
 Forstærket   udførelse Konkurrent Konkurrent
 Triscan 8500 28624 8500 29617

 

Testresultater
Vi har testet de to stabilisatorer på en lang række områder og viser de væsentligste som relaterer sig til holdbarhed her.

Axial clearence diff: Er det slør vi har kunnet måle efter at stabilisatorerne har været udsat for 100.000 cykliske test med 200 kg. ved 5Hz. Som det kan ses, lever samtlige stabilisatorer op til hvad må betegnes som et acceptabelt niveau ift. OES-delen. Den forstærkede del og vores nyeste del er fuldstændig identiske. 
 
Sealing: Samtlige dele pånær én af vores konkurrenters standard-del bestod tæthedsprøven, som er opdelt i to. Under den første del af testen udføres en lækagetest ved 1 bar på stabilisatorens gummimanchet. Herefter udføres en lækagetest ved 3 bar på kappen, som enten er udført i metal eller plast.
 
Surface treatment/Corrosion resistance: Som det kan ses, yder OES-delen og den af vores konkurrenters forstærkede del ikke lige så god korrosionsbeskyttelse som de øvrige to dele. Den knap så gode overfladebehandling er en Cr3+ chromatering, der yder 240 timers beskyttelse i en saltkammertest. Derimod yder den lakerede overflade, som er udført i en kataforetisk (electro-coating) proces hvor emnet nedsænkes i en epoxybaseret maling, hele 720 timers beskyttelse i en saltkammertest.     
 
Vi har truffet et valg
Hos Triscan har vi taget et valg. Vi ønsker ikke at tilbyde et særskilt program af forstærkede dele af flere årsager. 
 
1. Dele til styretøjet og hjulophænget hører til i kategorien sikkerhedsdele. 
2. Vi mener at det er svært - for ikke at sige umuligt – for andre end bilproducenterne, at beregne og teste konsekvenserne ved ændringer i de fysiske dimensioner.
3. Vi har flere eksempler på, at vi i samarbejde med vores producenter og med succes har forbedret en del, uden at ændre delens fysiske dimensioner. 
4. Vi har flere eksempler på, at vi med et standardprodukt og uden merpris, kan opnå samme holdbarhed som med et forstærket og dyrere produkt.
5. Det er langt mere enkelt for alle parter kun at skulle forholde sig til én frem for to forskellige varianter.  
 
Vi har truffet vores valg – og håber at du med baggrund i denne artikel synes det er blevet nemmere at træffe dit.