Udgivet - 2023

Elvira efterlod alt i Ukraine og fik arbejde hos Triscan

Corp news

36-årige Elvira Batii, der er født og opvokset i Kharkiv i det nordøstlige Ukraine, frygtede så meget for sin families sikkerhed, at hun til sidst endte med at efterlade sin forretning, slægtninge og venner og flygte til Danmark. Det er nu snart 2 år siden og hendes historie bringer vi her.

Byen Kharkiv, der ligger små 25 km fra den russiske grænse, er Ukraines næststørste by med næsten 1,5 mill. indbyggere. Kharkiv er hovedbyen i Kharkiv oblast (regionen) og én af de regioner, der er del af den aktive krigszone. Elvira er født og opvokset i Kharkiv sammen med sin mor, far og to søstre. Hendes mor mistede hun for mange år siden og hendes far er stadig bosat i Kharkiv. Begge hendes søstre er også flygtet – den ene med familien til Tyskland og den anden, der med sin søn flygtede til Finland, er igen tilbage i Kharkiv. 

Elvira, hendes mand og søn boede i en lejlighed, og som selvstændig drev hun hendes egen forretning med salg af dørlåse, dørgreb og nøgleservice. I dag står butikken aflåst hen og Elvira, der stadig ejer butikken, har siden flugten løbende betalt alle omkostninger i den forbindelse. 

Fodbold EM i 2012 skulle vise sig at få stor betydning 
Under fodbold EM i 2012 hvor bl.a. Ukraine var vært for slutrunderne, mødte Elvira en dansk familie. Hun holdt siden kontakten med familien, hvilket skulle vise sig at få stor betydning. Relativt kort efter krigens begyndelse modtog Elvira en mail fra familien, som opfordrede hende til at flygte til Danmark. Med opfordringen fulgte også et tilbud om logi hos familien. Elvira tænkte længe over tilbuddet - og da krigen tog til, nåede hun til et punkt, hvor hun frygtede så meget for sønnens sikkerhed, at hun med sin mand blev enige om, at hun sammen med sønnen skulle tage afsted.  

Hurtigt i arbejde
Elviras danske kontakt og nu værtsfamilie skulle i forbindelse med jobsøgning endnu engang vise sig at være til stor hjælp. Efter kontakt til en bekendt hos Aarhus Kommune modtog Elvira allerede to dage efter en invitation til en jobsamtale hos Søren Kaare Nielsen, lagerchef hos Triscan. Samtalen gik så godt, at Elvira i marts 2022 fik tilbudt et job i logistikken. Efter at have modtaget sin midlertidige opholds- og arbejdstilladelse kunne Elvira starte hos Triscan måneden efter.  

Genforenet med sin mand
Et halvt år efter at Elvira og hendes dengang 12-årige søn kom til Danmark, fulgte manden efter - og de er siden flyttet i egen lejlighed. Elviras mand, der af helbredsmæssige årsager ikke er erklæret egnet som soldat, havde indtil sin ankomst i Danmark dels kørt evakuerede Ukrainere ud af de krigshærgede områder og dels kørt med nødforsyninger. Også én af Elviras venner fra Kharkiv er siden kommet til Danmark med sin familie. Elviras mand er også kommet i arbejde som chauffør for Salling Group Bakery i Brabrand.   

Livet i Danmark
Elvira er meget glad for at være kommet til Danmark. ”Jeg er så glad for arbejde her hos Triscan og mit liv i Danmark. Jeg bliver behandlet så godt og har kun søde kolleger. Jeg elsker simpelthen den kultur, der hersker her hos Triscan”. Elviras nu 13-årige søn går i en særlig integrationsklasse sammen med andre ukrainske børn og klarer sig så godt, at han formentlig om en 3 måneders tid er klar til at starte i en almindelig dansk folkeskole klasse. ”I Danmark tager man sig godt af alle borgere - og det kan jeg rigtigt godt lide”.  

Ønsker for fremtiden
Hvad fremtiden bringer kan være svær at spå om, men hvis det står til Elvira og hendes familie, vil de rigtig gerne blive i Danmark. ”Vi vil gerne blive i Danmark og jeg vil rigtig gerne blive ved med at arbejde her hos Triscan, men nu må vi se om vi kan få vores opholds- og arbejdstilladelse forlænget”.

Elvira er ikke den eneste ukrainske medarbejder, som vi har ansat i logistikken. Det er Anzhelika Nazarovai også - og i vores facility services er Sofiia Taranenko ansat, hvor hun hjælper til med daglig rengøring og assisterer i kantinen.