I det netop offentliggjorte regnskab for 2024, har vi endnu engang formået at øge omsætningen. Forsigtighed i forhold til at annoncere prisstigninger ud i markedet, kombineret med stigende råvare- og fragtpriser har dog betydet, at bunden ikke helt følger med.
”Helt overordnet er vi tilfredse med resultatet for 2024. Hele vores hold, der tæller i omegnen af 120 kolleger, har endnu engang leveret en fantastisk indsats i 2024 - uden hvilken vi ikke havde kunnet nå vores mål”, Michael Juul Hansen, CEO, Triscan a/s.
I modsætning til et stagnerende hjemmemarked, har Triscan kunnet notere en fornuftig vækst på eksportmarkederne. Det er således salget til virksomhedens små 40 eksportlande, der bidrager til væksten.
”Vi er naturligvis ærgerlige over, at omsætningsvæksten ikke helt har fundet vej til bundlinjen. 2024 var præget af stigende råvarepriser og specielt stigende fragt. På grund af den hårde konkurrence, der præger markedet, har vi ikke kunnet prise det igennem til vores kunder. Derfor har vi kun haft en begrænset stigning i vores overskud”, Michael Juul Hansen, CEO, Triscan a/s.
Traditionen tro har man hos Triscan i 2024 lanceret flere spændende produktnyheder, men også et nyt katalog/e-handelssystem, som skal gøre livet for Triscan’s kunder nemmere og samtidig bidrage til vækst for begge parter. Det samme kommer til at gøre sig gældende for 2025, hvor de første nyheder allerede er blevet introduceret.
”Vi har netop lanceret nye produktgrupper i form af slanger til både airconditionanlægget og servostyring, ligesom vi står foran introduktionen af renoverede startere og generatorer. TriWeb, vores katalog og e-handelssystem, der blev lanceret i 2002, er gået på velfortjent pension. Overgangen fra TriWeb til TriCat, som den nye løsning hedder, er nærmest gået helt smertefrit. Samtidig har vi fået masser af positiv feedback fra kunderne, der har taget rigtig godt imod TriCat”, Michael Juul Hansen, CEO, Triscan a/s.
På medarbejdersiden er der også sket nyt hos Triscan – bl.a. inden for salg, salgssupport og ESG. Bo Schønfeld har skiftet titel fra CSO til CCO og er samtidigt indtrådt som medejer i Triscan a/s. I salgssupport er teamet udvidet med Mia Rasmussen og Pernille Toft. Sidst, men ikke mindst er Marie Markmann tiltrådt som ESG og Compliance Officer.
”Vi har forstærket organisationen gennem ansættelse af endnu flere kompetente medarbejdere - så med en styrket organisation, endnu flere produkter i sortimentet og et katalog og e-handelssystem – tegner også 2025 til at blive et fornuftigt år for Triscan”, Michael Juul Hansen, CEO, Triscan a/s.